En iOpener

Af: Christina Døssing Elmstrøm

Så er min første uge hos iProspect gået og sikke en iOpener-uge, det har været.

Jeg har lært, hørt og mødt, men det første, der slog mig, da jeg efter morgenmøde og morgenmad satte mig blødt i min nye kontorstol, var vægdekorationen. Lige meget, hvor man kiggede hen mødte man plakater med citater fra personligheder som Charles Darwin, Michelangelo og Bill Cosby. Fælles for alle citaterne er, at de udtrykker en form for arbejdsmoral/holdning. Survive, dream og danger er nogen af fokusordene. Umiddelbart lyder det som voldsomme ord, men jeg kan faktisk allerede efter én uge fornemme, at det er ord, der efterleves. Med den legendariske finanskrise hængende over hovedet har der tydeligvis været en vis danger på bureauet. Det har derfor været nødvendigt med en surviver-mentalitet, hvilket jeg klart kan fornemme. Denne mentalitet har uden tvivl haft betydning for opfyldelsen af drømmen om at blive til en af de førende specialistbureauer indenfor search, der var en dream, da iProspect tog sine spæde skridt.

Derudover præges væggenes beklædning af lidt blødere citater med ord som enthusiasm og action. For mit eget vedkomne er enthusiasm det ord, som dækker min første uge bedst. Der er adskillige ting, jeg vil nævne i denne forbindelse. Først og fremmest er jeg begejstret for den fine modtagelse, da alle har været meget imødekommende, informerende og ikke mindst kompetente. Derudover fik jeg indfriet min fordom om den enthusiasm, der er omkring fagudtryk som udtrykkes i forkortelser. Mine ører er blevet dobbelt så store i forsøget på at høre grundigt efter, når der lynhurtigt bliver sagt ”ord” som, CPC, CTR, SEO, PPC, CSV, B2B, MCC, B2C, RUI, ROAS osv. Derudover er der ingen grænser for den enthusiasm, jeg lige nu sidder med. Jeg er nemlig meget begejstret for mine opgaver, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme i action.