Vertikal søgning

Af: Rasmus Keiding
 
De fleste søgninger starter på Google, MSN eller Yahoo!, men hvis man på forhånd ved, hvad man leder efter, er der i virkeligheden ikke nogen grund til at gå ad denne omvej. Hvis du eksempelvis skal finde vej, vil du nok gå direkte ind på krak.dk, da du ved, at det er her, du finder din ruteplan. Det er, i al sin enkelhed, en vertikal søgning.

Begrebet: ”vertikal søgning”, eller vertical search, skal forstås på den måde, at når man søger bredt, søger man horisontalt, eller bredt, mellem alverdens emner. Det er det, man gør, når man søger på almindelig søgemaskine. Når man søger vertikalt, eller lodret, er søgningen begrænset til en smal ”skive” af den brede verden af emner. Hvis du vil vide noget om film, søger du på imdb.com (the Internet Movie Database), hvis du føler dig syg, søger du på netdoktor.dk, hvis du vil finde en bog (og evt. købe den) søger du på amazon.com, etc..

De fleste bruger vertikal søgning, uden at vide det. Oftest vil en søgning, der starter på f.eks. Google, lede til en af de vertikale søgemaskiner, hvor søgningen fortsætter. Der kommer hele tiden flere vertikale søgemaskiner til, og de vil blive mere relevante i fremtiden, efterhånden som mængden af information vokser til kolossale størrelser.

En variant af vertikal søgning, som de fleste også har stiftet bekendtskab med, er blandet søgning eller: ”blended search”. Når der lige pludselig, mellem de almindelige tekstbaserede søgeresultater på Google, dukker et lille kortudsnit, et billede eller en thumbnail af en video op, så er det et blandet søgeresultat. Ved søgninger på de store søgemaskiner vil blandet søgning supplere og måske, til en hvis grad, erstatte vertikal søgning. Studier viser, at brugere klikker næsten dobbelt så ofte på blandede søgeresultater på f.eks. Google, sammenlignet med de vertikale søgeresultater på Google (f.eks. hvis man vælger klikker på ”billeder” inden man søger).

Uanset om man kalder det blended search, universal search eller vertical search, så er én ting sikker: Hvis man skal finde vej i den stadigt voksende jungle af information og søgemuligheder, kan det være rart at vide, at man kun får søgeresultater inden for det emne, man er interesseret i. Dette opnår man ved vertikale søgninger.